Camping Vesterhav

Drømmejob ved Vesterhavet

Drømmejob ved Vesterhavet

Drømmer du om at skifte skjorten, byens larm og hamsterhjulet ud med campinghabit, udsigt til Vesterhavet og stor frihed i dit arbejds- og privatliv ?

 Så sæt en kop kaffe over på trangiaen, sæt dig godt til rette, og læs videre – for nu kan din drøm blive til virkelighed.

 Camping Vesterhav søger campingpladsbestyrer

Ved Harboøre, kun 100 meter og et par klitter fra det brusende hav, ligger Camping Vesterhav. En hyggelig campingplads med 110 pladser, 10 (snart 20) hytter, wellness-område, hoppepude, minigolf og meget mere.

I foråret blev campingpladsen overtaget af en ny ejerkreds, som har haft fokus på at løfte det fulde potentiale. Denne sæson er pladsen f.eks. blevet renoveret og optimeret – bl.a. med nyt automatisk bookingsystem, nye hytter og helt nyt wellness-område. Ambitionerne er store, og der er stadig meget, der kan optimeres – det er her du kommer ind i billedet, som vores nye campingpladsbestyrer.

Vi forestiller os, at du:

  • Har hænderne godt skruet på, og kan fikse alt fra en ødelagt vandlås til en lygtepæl, der kun virker i fralandsvind og tørt vejr.
  • Har det rigtigt godt med alsidige opgaver i løbet af en dag, og kan se dig selv jonglere med alt fra kundeservice på dansk, engelsk og tysk, til maling af hytter og bestilling af kvalitets-øl og snacks til butikken.
  • Er god til at administrere din egen tid og dine egne opgaver. Du er din egen chef, men har et stærkt team bag dig, der står klar til sparring.
  • Har et godt humør og elsker at omgås mennesker. Du yder en god service – uanset om det er Kirsten og Svend, der har været trofaste fastliggere de sidste 7 år, eller den store kaotiske børnefamilie, der aldrig har camperet før.
  • Trives (også) fint med rolige perioder, hvor du ikke er omgivet af mennesker, og ser det som en mulighed for at fordybe dig i projekter og opgaver.
  • Er klar på en ny livsstil og et uforglemmeligt eventyr. 

Med jobbet følger der:

  • Fri bolig hele året. Hyggeligt hus på 85 KvM og egen have.
  • Fri telefon, internet, lys og varme.
  • Hundredvis af nye bekendtskaber, når gæster i alle aldre gæster campingpladsen i løbet af en sæson.
  • Mulighed for at have stor indflydelse på udformningen af Camping Vesterhav.
  • Løn efter aftale.

Bonusser:

  • Sauna, spabad og koldtvandskar lige ude foran dit hus.
  • Smuk og rå natur, lige der, uden for vinduet.
  • Rare og rolige naboer, der æ har så travl.’
  • Kort afstand til indkøb, skole og større byer med godt forenings- og handelsliv.
  • Fri minigolf året rundt.
  • Fik vi nævnt, at du kommer til at bo 100 m fra klitter, sandstand og brusende bølger? 

Praktisk info:

Du kommer til at drifte pladsen fra marts til oktober med absolut højsæson i juli og august. I foråret og efteråret vil en arbejdsuge typisk være 15-20 timer og i højsæsonen, i juli og august, vil den være på den gode side af 37-timer. Samlet er der tale om en deltidsstilling.

Har du lyst til at rykke teltpælene op, og tage på eventyr på Vestkysten? Så send en ansøgning til Jimmy på kontakt@campingvesterhav.dk.

Har du spørgsmål til drømmejobbet er du meget velkommen til at kontakte os på 26620366 eller